Tale og samtale

Det er mig og dem. Dem og mig… men mest mig. Mens jeg står på Nørreports tilosede undergrunds-station en mandag eftermiddag, og venter på at den lange røde orm af et tog, propfyldt med jord-lignende masser af brogede mennesker med blodsprængte øjne på stilke, ser jeg hver tredje stående med mobiltelefonen fremme. Hvad enten de fedtede fingre taster om kap på det lille tastatur eller den lille klods af et elektronisk apparat flittigt bliver talt til, er mobiltelefonen unægteligt det moderne individs nemmeste og hurtigste tilgang til sine nærmeste. Replikker som ”Hej, skat! Jeg er hjemme om en time.” og ”Hallo, hvornår er du her?” og ”Ej, og så sagde han også bare øh… men så sagde jeg, at jeg lissom sgu da ikke gider spilde min tid på ham…” er blot brudstykker af typiske ”telefonsamtaler”, jeg hører mindst én gang i løbet af min færden på nogle af landets togstationer. Man kunne måske i virkeligheden kalde det telefon-taler? For samtale og tale er to begreber - forskellen på at lytte og høre. Som ordet samtale dækker over, er man sammen om at tale. Dit ord med mit bidrager til en større forståelse af hinanden og den verden vi lever i. Hvis jeg står og fyrer en monolog eller tale af om mit åh, så spændende liv uden at spørge til dit, lærer jeg jo ikke noget. Og slet ikke om dig. Du erfarer blot, at jeg er et selvoptaget sludrechatol med hang til overdreven verbal selvfremstilling.

Efter at have stået i en kødrand af mennesker foran den røde orms døråbning, har jeg nu tilegnet mig en siddeplads: unge som gamle vil gerne sidde ned efter en lang dag på arbejde eller i skole, og står der 15 personer med poser under blodsprængte øjne på perronen og 10 brogede passagerer, som skal ud af toget, er konkurrencen om de ledige siddepladser intens. Skidt med dørenes farverige skilte med ordene ”Vis hensyn” – de fleste kan overkomme at flokkes om dørenes sidder, så de udstigende kan komme forbi, men længere er den heller ikke. JEG SKAL FORBI - Det er mig, mig, MIG…

Toget sættes i bevægelse igen, og der er stille i kupéen. En forsigtig snøften fra en løbende næse, knitren fra et avisblad, der vendes og en mobiltelefons irriterende kimen bryder tavsheden i tusmørkets vintereftermiddag... Tænk at folk har så travlt med at tilføje en masse venner og bekendte på sociale netværkssider som Facebook og Twitter, og tale i telefon med de nærmeste, når der er masser af forskellige mennesker med hver sin historie omkring én – længe leve berørings-angst og frygt for isbrydning! Hvorfor er det heller ikke så underligt, at de unge føler sig ensomme? På grund af den overfladiske tilgang til venskaber på de sociale online netværkssider? Relationerne er blot relationer og ikke venskaber på grund af den manglende intensitet, fysiske og psykiske tilstedeværelse. Vennebegrebet bliver kvantitativt i stedet for kvalitativt: Jo flere venner du har, jo større indflydelse og popularitet har du. Nok bringer disse kommunikationsformer os sammen, så du og jeg let kan få fat i hinanden og få indsigt i, hvad det er, de andre går og laver. Men da vores sanser bliver skærpet, når kontakten sker virtuelt, bringer det os langt fra tættere på hinanden: alle udsagn og handlinger formuleres og tolkes forskelligt alt efter om du eller jeg sidder bag skærmen eller displayet: ”jo mere de taler, jo mere ensomme bliver de” (Morten Albæk: Smalltalkere, 2008). Og dog medfører disse former for kommunikation muligheder for at møde nye mennesker (hvis man vel og mærke tør tage skridtet, og mødes udenfor skærmen) og holde den virtuelle kontakt til en fjern ven, hvis lettere reducerede venskab/bekendtskab, man ikke vil miste. I en globaliseret moderne verden med klimaproblemer, finanskrise og et dertilhørende stigende behov for at fremstille sig selv som ung og talentfuld gennem alverdens medier, har jeg da brug for konstant bekræftelse for ikke at blive usynlig! Hvorfor skulle selviscenesættende talent-shows som X Factor og Talent ellers ikke rulle over skærmen i tide og utide? Det er mig, mig, MIG...

Den røde orm har nu snoet sig ud af sin tunnel i Københavns undergrund, og standser ved Nordhavn; kun bevæget af en svag brise ligger dens gråblå vand stille vuggende hen, svagt belyst af tusmørkets komme på tilværelsens vinterdag. Endnu en telefon og den efterfølgende monolog af en telefontale bryder den elevatorstemningsfulde tavshed i den brogede kupé, netop som mine øjne var ved at glide i, i betagelse af den rolige havn... Dens bølgende, nærværende vand... Det ensomme slot på øen i horisonten (Blyte magazine's reklamebillede, 1961) ... Dét er det interesserede individ, der vil bidrage med sine følelser og erfaring, mens skyerne danner grænsen mellem det overfladiske og nærværende, som næsten dækker for udsynet til den lettende, pangfarvede luftballon, som i sit ekspressive udseende repræsenterer talen. Og dog er der fuldt udsyn til begge, hvilket må betyde, at der trods forskellen på den interessante samtale og overfladiske tale er kommunikation i mellem dem. Lige som der gennem telefoni, sms og tilslutningen til de sociale netværkssider, trods alt er hul igennem til en form for kommunikation, hvor overfladisk den end er.

En ældre herre sætter sig overfor mig, scanner kupéen for eventuelt bekendte, kigger på sit Rolex-ur, sukker. Blikket falder dernæst på mig og mit monstrum af en instrumenttaske: ”Er det en cello, du har dig der?” Jeg smiler, og vi sludrer livligt videre om alt og intet til toget gør holdt i Holte ved den himmellignende sø og frøken Tø.