Status

Jeg gør status: Et år er gået siden jeg sidst skrev et oplæg.
I det år er der sket mange ting, og jeg er kommet tættere på min identitet som voksen pige på egne ben.

Siden jeg flyttede ind i min egen lejlighed på Frederiksberg i september 2011, har jeg været igennem opture og nedture. Alt sammen har været med til at forme mig til mit nuværende udgangspunkt.

Når man flytter hjemmefra, så står man jo på egne ben. Virkelig. Man kan ikke bare lige tage hjem til de gamle og forvente mad på bordet. Det koster tid og penge, hvilket jeg ofte er fattig af. Ej heller kan man spille klaver og synge klokken 2 om natten, fordi væggene er lavet af pap. Og selv om man i hverdagen er omgivet af mennesker, og får sine sociale behov opfyldt, udfylder det ikke det tomrum, der nogen gange kan være, når man efter en lang dag krydser sin dørtærskel i ensomhed. At der ikke er nogen der venter på en med smil, mad på bordet og hyggeligt samvær kan nogen gange være deprimerende. Mod dette er der flere midler: mor/far/veninden er et telefonopkald væk, fjernsyn/musik/radio fylder rummet med mere eller mindre god underholdning.
   Og så den aktivitet, jeg nok er dårligst til: afslapning. At give mig selv lov til at slukke for al støj omkring mig, og slappe FULDSTÆNDIG af. En clairvoyant fortalte mig forleden, at jeg burde give mig selv tid til at meditere over mit grundjegs talenter og følelser. Mit grundjeg. Det kerneselv jeg føler rummer MIG: mit livssyn, mine følelser, erfaringer, færdigheder og mine talenter. Det forundrede, undersøgende og livsglade menneske jeg er, når bekymringer ikke fylder i min bevidsthed. Når jeg er i kontakt med mit grundjeg, har jeg det fantastisk. Ikke at jeg går og er bundulykkelig til daglig, men det gavner da altid et menneske, at være i kontakt med sit grundjeg, så hverdagens problemer og bekymringer viger til fordel for et langt bedre humør :)

Så status er:  jeg har lært at give mine inderste tanker plads og accept det seneste år. Som ung kvinde i dagens Danmark kan man godt fokusere en anelse for meget på hvad de andre kan, hvordan de ser ud, hvad de gør, og hvorfor man ikke gør som dem. Disse til tider frustrerende iagttagelser, kommer man aldrig helt af med, men man kan lære at acceptere den man nu en gang er, og være stolt af det.
Easier said than done, men man er jo også bare en ung kvinde på 21 år, og prøver at forstå vejen til større lykkefølelse.

Det fede ved at bo alene er, at man selv bestemmer over opvasken, man behøver ikke føle dårlig samvittighed over ikke at være socialt aktiv i alle døgnets 24 timer, man skal ikke bede samboen skrue ned for fjernsynet, og man bestemmer selv hvornår man vil være social, holde fest, og have familie og venner på besøg. Og når man er et følende individ som jeg, er dette virkelig den bedste løsning. Og når det så er sagt, ELSKER jeg at have gæster :)

Så status er: Jeg er single, ved hvad jeg føler, og er et skridt længere på vejen til at blive voksen.

For en fremmed læser, virker denne skrivelse måske mærkelig, selvoptaget og indadvendt. Men jeg er et menneske, som er meget opmærksom på, hvad der foregår i min psyke, omkring mig og blandt de mennesker jeg omgås. Og grunden til at jeg skriver her, er for at andre som skulle føle ligesom jeg, måske kan blive inspireret af mine tanker.
AS

Fars pige flytter hjemmefra II

Episode II:

Det er vigtigt at dreje snuden lidt om sin egen navle. Bare en gang i mellem. Det kan godt være jeg ikke er verdens centrum, men når det handler om at flytte hjemmefra, tilpasse sig en ny livsstil, må man godt være eftertænksom og opmærksom, og stille sig selv spørgsmålet: Hvordan synes du selv, det går?

Det går godt, tak. Mit hjem (for det er det virkelig, lykkeligvis) ligner et hjem, man godt kan føle sig hjemme i. Jeg har en møbleret stue; billederne hænger på væggene, mit klaver står hvor det skal, jeg har en sofa, fint porcelæn og spejle. For godt til at være sandt. Jeg bliver nogen gange lidt overvældet, når jeg cykler rundt i København og virkelig er en del af bylivet. Det er FEDT!

Og det er endnu bedre når man får indviet vennerne i, hvordan man nu bor. Virkelig. Det øger eens følelse af at være sig selv og hjemme. Gør det hyggeligt, selvom man stadig mangler en del ting. Men det vigtigste er at gøre stedet man bor til sit eget og personligt. Her føles det næsten som om jeg har for meget plads, men det er kun et spørgsmål om tid, før jeg får flere møbler og bytter om på tingene. Glæææææder mig til det :)

Har haft en del på besøg allerede, og glæder mig endnu mere til at holde en ordentlig housewarming for familien og venner. Datoen er fastlagt og invitationer sendt ud, så jeg glæder mig bare! Nu er det bare svært at vide, hvad man skal ”ønske” sig, når folk spørger om, hvad jeg mangler. For hvad skal jeg selv købe, og hvad skal jeg ønske mig? De dyre, personlige ting som fjernsyn, lysekrone (!!!), kommode/skoreol er svære at finde... Men dækkeservietter, gryder, pander, wok, krus, KØKKENTING er nok en sikker vinder, når familien spørger.

Hvordan går det ellers? Husholdning, rengøring og alt det? Jo, jeg hygger mig faktisk med det. At holde orden og pænt, og stadig kunne udskyde opvasken til næste dag er rigtig rart. Gør en del ud af at min stue skal være pæn og nydelig, og det er den også. Det uoverskuelige ved lejligheden er lige nu, at mine sko flyder og fylder i soveværelset, fordi jeg STADIG mangler en skoreol. Har endnu ikke spraymalet min hattehylde helt færdig, og skal stadig male min bagvæg i soveværelset grå. Men alting tager sin tid. Det er bare om at tage sig sammen til det og finde tiden.

Bruger ufattelig lang tid på at stå op, lave morgenmad og stene... Så skal jeg i skole kl. 11, og sidder der tirsdag og torsdag til kl. 16 uden rigtigt at lære noget, fordi niveauet er så lavt. TIDSSPILD. Når jeg kommer hjem er jeg dødtræt. Men laver faktisk tit mine sang- og klaverøvelser inden jeg tager i skole, mens jeg stadig er klar i kroppen, stemmen og hovedet. Kommer hjem kl. 17, til afslapning, sociale aftaler osv. For jeg er så TRÆT, når jeg kommer hjem. Så er det rart at komme hjem, hvor jeg bare kan være mig selv og gøre hvad jeg har lyst til, uden rigtigt at skulle tage hensyn til nogen.

I dag øvede jeg sang og cello herhjemme kl. 16, uden en klage. Det føltes godt, og det medvirker også til at jeg kan føle mig endnu mere hjemme og tilpas.

Sikke en omgang ligegyldigt sludder. Hvis der er nogen derude, som lige er flyttet hjemmefra og ser denne blog, så håber jeg I synes om den. Selvom mit liv i byen nok ikke skrevet som en spændingsroman :)

Fars pige flytter hjemmefra

Episode 1:


Nu sidder jeg i min ejen lejlighed. Min helt egen. Mit hjem. Vildt. Stearinlysene på det sorte spisebord er tændt. Loftslyset har min far ikke kunnet få til at virke, så i mangel af andet, klarer jeg mig ved mørkets frembrud i stearinlysets skær. Romantisk, hyggeligt. Stuen er ellers noget tom; udover de fire flotte spisebordsstole har jeg to flyttekasser fyldt med avispapir, et lille antikt medicin(bar!!!)skab, som står på gulvet, da jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af det. Min farsmors fine lænestol, et sengebord jeg ikke længere har brug for, da mit soveværelse har et slags underligt indbygget bord til det. I hjørnet ved det ene vindue står et sort sofabord, som jeg har hamstret i storskraldcontaineren. Lækkert, stilet og stort. På det stor lige nu en ramme Tuborg-øl samt Rekorderlig-hyldeblomstdrik – til housewarming, jeg lægger hjernen i blød for at finde en dato på.

For halvanden uge siden oprandt dagen, hvor jeg havde fået nøglerne og skulle flytte alle mine ting op på 3. sal. Min far, lillebror og en ven hjalp. Hyggeligt, let og overstået på ingen tid. Derefter skulle alt jo pakkes ud. Ting, der ikke havde set dagens lys i halvanden måned nærmest udtrålede glæde ved at komme på plads, og fylde rummet ud med det de nu kan... Det er klart nemmere at føle sig hjemme, når alle ens personlige ting fra en tidligere bolig er med til at gøre atmosfæren hjemlig og genkendelig. Den første nat i lejligheden var noget anspændt, da det jo var et helt nyt sted at sove – lydene, lyset og stemningen. Havde spændingshovedpine hele dagen efter, og næsten alt den dag var sløret for mig. Dog natten derpå sov jeg som en sten, stod op om morgenen frisk og udhvilet til en ny dag med mit eget sted.

Siden har jeg kun sovet en nat i lejligheden, da jeg har været en del hjemme hos de gamle. Var i Sverige weekenden efter flytningen så har heller ikke rigtig kunne komme på plads der. Men de nødvendige ting ordnede jeg mandag og tirsdag morgen i den nærliggende Netto. Nu kan jeg lave morgen, middag- og aftensmad. I hvertfald de næste 3 dage. Der er jo altid et eller andet man løber tør for... Men det har virket, og jeg er gået i skole på fuld mave, har lavet min egen frokost og aftensmad. Og det var endda ikke usundt. Eller dyrt. Det skal nok gå det hele.

Når jeg nu sidder her foran min computer kl. 22.34 en onsdag aften, har der været et issue, som har dukket jævnligt op i min bevidsthed dagen igennem; følelsen af at være alene. Jeg vil ikke sige ensom, for det klinger dårligt, og mine venner er max et opkald væk. Men lige nu indeholder min dagligdag megen skolegang, hvor jeg lærer 20% af det jeg ville kunne lære, hvis niveauet var højere. Med andre ord: jeg keder mig. Fra 11 til 16.10, kan jeg jo ikke øve mig på mine sang- og musiklektier som jeg gerne ville. Og er fuldstændig flad efter så lang en skoledag, så at køre ud på skolen og øve sig uden en kort hvile-pause virker uoverskuelig, da man jo også skal tænke på at få lavet aftensmad og vasket op. Måske er løsningen, at stå tidligere op og øve sig. Hvad det sociale angår bliver det bedre, når jeg har fået dannet mig en lidt rutinepræget hverdag herinde i byen. For savner at være social, selvom jeg har nogle søde venner på MGK og i kor-sammenhænge. Får bare ikke set dem nok.

I dag har dog været helt perfekt, da jeg kun er i skole fra 11 til 13. Fra 13 er jeg på musikskolen og får lidt rytmeundervisning i 40 minutter, og resten af dagen er op til mig. I dag har jeg øvet mig. Ikke så intenst som jeg kunne have, men bedre end ingenting. Og så endda både på sang OG klaver. Som jeg bør gøre det hver dag, for at få det maksimale ud af undervisningen. Jeg tog hjem til lejligheden kl. 16, og ryddede op. Jeg havde ingen planer for aftenen så jeg tjekkede Fitnessworld for aftenhold i pilates. Kl. 18 var jeg afsted: løb de to kilometer til centeret, fik en times holdundervisning, løb tilbage og lavede mad. Siden har jeg vasket op og hygget mig.

Ting der skal ordnes i lejligheden:
- Toilettet står og løber lidt – det skal ordnes, og det er vidst ikke på min regning, da det ikke virkede ved overtagelsen
- Loftslyset skal laves. Der sidder en nice lysdæmper, som bare skal virke
- Entreen skal males hvid. Lige nu har den en lidt vammel råhvid
- Bagvæggen i soveværelset skal males grå
- Min hattehylde skal spraymales hvid og sættes op
- Mangler et tv, reol, sofa, toiletskab til køkkenet, trådløs router
- Krydderier!!!
- Mit klaver!!!!!!!!

Nu tror jeg, jeg vil gå i seng. Klokken er ikke en gang så meget, at det er viiildt sent, men for en ordens skyld, vil jeg få en god nats søvn uden at stå op efter klokken 9 (før var klokken nogen gange 10, før jeg fik stået op, men dette er også en overgangsfase). Overgangsfase. Det må jeg komme ind på en anden gang. Godnat.

Pumpe-Peter, Biking-Jens, Salsa-Stine og Pilates-Pia

Så oprandt dagen. Dagen hvor jeg imødegår endnu et af mine flokdyrskarakteristika ved entusiastisk at blive en del af den svedende, egocentrerede og fit-for-fight-orienterede flok hverdagsdanskere, som kan klare hvad som helst. Jeg har meldt mig ind i Fitness World.

CHRIST! Det havde jeg ikke troet skulle overgå mig. Har klaret mig fint ved løbeture i skoven, svømning i svømmehallen og pilates/yoga/whatever på stuegulv... Der er jo her sportsidioten, sundhedsfreaken, overskudsdanskeren og hverdagsdanskeren mødes for sammen at bekræfte hinanden i, hvor vigtigt det er at dyrke sig selv og sin krop. "Du ka' godt!", "Det ser godt ud" og "Pres, pres, kør, kør, højere, vildere!!!" lyder fra omklædningsrummet, lokalerne og biking-Jens. Jeg kommer der imidlertid blot for at lære noget pilates, så min krop kan blive stærkere og synge bedre, eventuelt danse lidt og se hvad "Generation Fitness" går ud på.

Ja, jeg har fordomme overfor fitness og de mennesker der dyrker det. Men siden jeg nu selv har meldt mig til det, må der være noget om, at det faktisk ikke er så tosset. Jeg er egentlig tilfreds nok med min krop, den skal bare blive stærkere. Kan godt forstå folk går til fitness for at tabe de overflødige kilo. Men at styrketræne, udholdenhedstræne og konditræne hver dag forstår jeg ikke. Man må have et uhørt behov for at dyrke sig selv, og gennem træningen dels nyde større velvære, men også, måske vigtigst, at fremstå som et overkskudsagtigt, sundt og attraktivt menneske med tid til det hele. Men sådan vil vi jo alle sammen gerne være. Målet har bare mange forskellige midler.

For vi er da nogle egocentrerede mennesker, som fokuserer på personlig og professionel succes. Lykkejægere. Og et af midlerne til større lykke er jo ... trommevirvel ... FITNESS!! - - - Ind træder den eftertænksomme og siger: Stop en halv. Nok er kroppen vigtig. Det er det første ved en person, vi lægger mærke til. Men hvor egoistisk er man, hvis man kun går op i sit udseende og egen velvære. VI ER JO IKKE MASKINER. Gå ud og lær dig selv at kende på andre måder. Vær social, hør musik, skej ud og æd slik, og husk at folk dybest set er ligeglade med hvor mange kilo du kan løfte. Bare du har et dejligt, sundt sind.

Pumpe-Peter, Biker-Jens, Salsa-Stine og Pilates-Pia. Hvor karikerede og overdrevede de end fremstår, har de alle evnen til at motivere og inspirere til os et sundere liv. Såvel hjerte som hjerne. Krop og sjæl har jo alt med hinanden at gøre. Og hvor skeptisk og for fordømmende denne tekst end lyder, skal det dog siges, at jeg nød pilates timen. Den var hård, men så meget desto mere motivering: jeg bliver stærkere hver gang. Min krop bliver bedre (så længe jeg også løber og spiser - forholdsvist - sundt).
Fitness er jo egentlig ikke så tosset. Og nu er jeg atter et egoistisk, wannabe overskudsagtigt individ med mange forhåbninger til fremtiden. Men hvem har ikke det? ...

Sludder

Kære læser,

At blogge er en god idé, når man har mange tanker oppe i sit hoved, hvilket jeg i allerhøjeste grad har. Og nu... en advarsel: Denne blog kan godt bære præg af automatskrift. Det vil både sige, at det er mig der taster hvert bogstav ind, og at jeg gør det pr. impuls fra min underbevidsthed. Min bevidsthed filtrerer og formulerer disse impulser ind til en forståelig masse. Hvilket alligevel gør dette til noget sludder. Men noget ærligt sludder.

• Officiel sludderfact: Jeg er 20 år gammel, bor i København og synger klassisk på Frederiksberg MGK
• Ærlig sludderfact: Jeg er fattig studerende, men rig på følelser, tanker og ord.
• Seriøs sludderfact: Jeg ved ikke hvor musikken fører mig hen. Blot at den rører mig, jeg vil udtrykke den og give andre samme oplevelse.
• Litterær sludderfact: Helle Helle, Hemingeway og Herman Bang (og jeg selv) ser det smukke i "Less is more".
• Ligegyldig sludderfact: Har aldrig ejet et par røde gummistøvler, elsker farven græsgrøn.

Sir Fiv piv? Måske. Nogle gange svømmer hun rundt i endeløse, tankeløse tanker. Men hun har det godt, for tanker er ikke dårligt. Hun skal bare finde ud af, på hvilken reol eksistens, musik, psykologi, politik, mening og livsessens står. Men det har hun heldigvis også et helt liv til at finde ud af.
Velkommen til min blog.