tirsdag den 26. juli 2011

Pumpe-Peter, Biking-Jens, Salsa-Stine og Pilates-Pia

Så oprandt dagen. Dagen hvor jeg imødegår endnu et af mine flokdyrskarakteristika ved entusiastisk at blive en del af den svedende, egocentrerede og fit-for-fight-orienterede flok hverdagsdanskere, som kan klare hvad som helst. Jeg har meldt mig ind i Fitness World.

CHRIST! Det havde jeg ikke troet skulle overgå mig. Har klaret mig fint ved løbeture i skoven, svømning i svømmehallen og pilates/yoga/whatever på stuegulv... Der er jo her sportsidioten, sundhedsfreaken, overskudsdanskeren og hverdagsdanskeren mødes for sammen at bekræfte hinanden i, hvor vigtigt det er at dyrke sig selv og sin krop. "Du ka' godt!", "Det ser godt ud" og "Pres, pres, kør, kør, højere, vildere!!!" lyder fra omklædningsrummet, lokalerne og biking-Jens. Jeg kommer der imidlertid blot for at lære noget pilates, så min krop kan blive stærkere og synge bedre, eventuelt danse lidt og se hvad "Generation Fitness" går ud på.

Ja, jeg har fordomme overfor fitness og de mennesker der dyrker det. Men siden jeg nu selv har meldt mig til det, må der være noget om, at det faktisk ikke er så tosset. Jeg er egentlig tilfreds nok med min krop, den skal bare blive stærkere. Kan godt forstå folk går til fitness for at tabe de overflødige kilo. Men at styrketræne, udholdenhedstræne og konditræne hver dag forstår jeg ikke. Man må have et uhørt behov for at dyrke sig selv, og gennem træningen dels nyde større velvære, men også, måske vigtigst, at fremstå som et overkskudsagtigt, sundt og attraktivt menneske med tid til det hele. Men sådan vil vi jo alle sammen gerne være. Målet har bare mange forskellige midler.

For vi er da nogle egocentrerede mennesker, som fokuserer på personlig og professionel succes. Lykkejægere. Og et af midlerne til større lykke er jo ... trommevirvel ... FITNESS!! - - - Ind træder den eftertænksomme og siger: Stop en halv. Nok er kroppen vigtig. Det er det første ved en person, vi lægger mærke til. Men hvor egoistisk er man, hvis man kun går op i sit udseende og egen velvære. VI ER JO IKKE MASKINER. Gå ud og lær dig selv at kende på andre måder. Vær social, hør musik, skej ud og æd slik, og husk at folk dybest set er ligeglade med hvor mange kilo du kan løfte. Bare du har et dejligt, sundt sind.

Pumpe-Peter, Biker-Jens, Salsa-Stine og Pilates-Pia. Hvor karikerede og overdrevede de end fremstår, har de alle evnen til at motivere og inspirere til os et sundere liv. Såvel hjerte som hjerne. Krop og sjæl har jo alt med hinanden at gøre. Og hvor skeptisk og for fordømmende denne tekst end lyder, skal det dog siges, at jeg nød pilates timen. Den var hård, men så meget desto mere motivering: jeg bliver stærkere hver gang. Min krop bliver bedre (så længe jeg også løber og spiser - forholdsvist - sundt).
Fitness er jo egentlig ikke så tosset. Og nu er jeg atter et egoistisk, wannabe overskudsagtigt individ med mange forhåbninger til fremtiden. Men hvem har ikke det? ...

søndag den 24. juli 2011

Sludder

Kære læser,

At blogge er en god idé, når man har mange tanker oppe i sit hoved, hvilket jeg i allerhøjeste grad har. Og nu... en advarsel: Denne blog kan godt bære præg af automatskrift. Det vil både sige, at det er mig der taster hvert bogstav ind, og at jeg gør det pr. impuls fra min underbevidsthed. Min bevidsthed filtrerer og formulerer disse impulser ind til en forståelig masse. Hvilket alligevel gør dette til noget sludder. Men noget ærligt sludder.

  • Officiel sludderfact: Jeg er 20 år gammel, bor i København og synger klassisk på Frederiksberg MGK
  • Ærlig sludderfact: Jeg er fattig studerende, men rig på følelser, tanker og ord.
  • Seriøs sludderfact: Jeg ved ikke hvor musikken fører mig hen. Blot at den rører mig, jeg vil udtrykke den og give andre samme oplevelse.
  • Litterær sludderfact: Helle Helle, Hemingeway og Herman Bang (og jeg selv) ser det smukke i "Less is more".
  • Ligegyldig sludderfact: Har aldrig ejet et par røde gummistøvler, elsker farven græsgrøn.
Sir Fiv piv? Måske. Nogle gange svømmer hun rundt i endeløse, tankeløse tanker. Men hun har det godt, for tanker er ikke dårligt. Hun skal bare finde ud af, på hvilken reol eksistens, musik, psykologi, politik, mening og livsessens står. Men det har hun heldigvis også et helt liv til at finde ud af.
Velkommen til min blog.