Jeg gør status: Et år er gået siden jeg sidst skrev et oplæg.
I det år er der sket mange ting, og jeg er kommet tættere på min identitet som voksen pige på egne ben.
Siden jeg flyttede ind i min egen lejlighed på Frederiksberg i september 2011, har jeg været igennem opture og nedture. Alt sammen har været med til at forme mig til mit nuværende udgangspunkt.
Når man flytter hjemmefra, så står man jo på egne ben. Virkelig. Man kan ikke bare lige tage hjem til de gamle og forvente mad på bordet. Det koster tid og penge, hvilket jeg ofte er fattig af. Ej heller kan man spille klaver og synge klokken 2 om natten, fordi væggene er lavet af pap. Og selv om man i hverdagen er omgivet af mennesker, og får sine sociale behov opfyldt, udfylder det ikke det tomrum, der nogen gange kan være, når man efter en lang dag krydser sin dørtærskel i ensomhed. At der ikke er nogen der venter på en med smil, mad på bordet og hyggeligt samvær kan nogen gange være deprimerende. Mod dette er der flere midler: mor/far/veninden er et telefonopkald væk, fjernsyn/musik/radio fylder rummet med mere eller mindre god underholdning.
Og så den aktivitet, jeg nok er dårligst til: afslapning. At give mig selv lov til at slukke for al støj omkring mig, og slappe FULDSTÆNDIG af. En clairvoyant fortalte mig forleden, at jeg burde give mig selv tid til at meditere over mit grundjegs talenter og følelser. Mit grundjeg. Det kerneselv jeg føler rummer MIG: mit livssyn, mine følelser, erfaringer, færdigheder og mine talenter. Det forundrede, undersøgende og livsglade menneske jeg er, når bekymringer ikke fylder i min bevidsthed. Når jeg er i kontakt med mit grundjeg, har jeg det fantastisk. Ikke at jeg går og er bundulykkelig til daglig, men det gavner da altid et menneske, at være i kontakt med sit grundjeg, så hverdagens problemer og bekymringer viger til fordel for et langt bedre humør :)
Så status er: jeg har lært at give mine inderste tanker plads og accept det seneste år. Som ung kvinde i dagens Danmark kan man godt fokusere en anelse for meget på hvad de andre kan, hvordan de ser ud, hvad de gør, og hvorfor man ikke gør som dem. Disse til tider frustrerende iagttagelser, kommer man aldrig helt af med, men man kan lære at acceptere den man nu en gang er, og være stolt af det.
Easier said than done, men man er jo også bare en ung kvinde på 21 år, og prøver at forstå vejen til større lykkefølelse.
Det fede ved at bo alene er, at man selv bestemmer over opvasken, man behøver ikke føle dårlig samvittighed over ikke at være socialt aktiv i alle døgnets 24 timer, man skal ikke bede samboen skrue ned for fjernsynet, og man bestemmer selv hvornår man vil være social, holde fest, og have familie og venner på besøg. Og når man er et følende individ som jeg, er dette virkelig den bedste løsning. Og når det så er sagt, ELSKER jeg at have gæster :)
Så status er: Jeg er single, ved hvad jeg føler, og er et skridt længere på vejen til at blive voksen.
For en fremmed læser, virker denne skrivelse måske mærkelig, selvoptaget og indadvendt. Men jeg er et menneske, som er meget opmærksom på, hvad der foregår i min psyke, omkring mig og blandt de mennesker jeg omgås. Og grunden til at jeg skriver her, er for at andre som skulle føle ligesom jeg, måske kan blive inspireret af mine tanker.
AS
